Bok 23: Vinterstorm

Det er koldt iaften.
Jeg kjender, du skjælver
og klynger dig tæt til min arm. -
Vi går under træernes stivfrosne grene,
og alle de bittesmå kvistefingre
bæver i blåhvide rimfløielsvanter,
og alting sover.

Mod somren - de duftlumre sommernætter -
længes vi begge. Mod løv og sol
og fuglenes dæmpede fløiten i skoge. -

... Men kommer de tider, da kan det jo hænde,
at én går så stille de gamle stier
og bærer en svidende længsel isinde.
Kanhænde den ensomme truer mod himlen
og bander al sommerens gjøglende flitter.
Går blot og pleier et bittersødt minde,
født under rimhvide lindegrene.


-
VILHELM KRAG

Stjerne Kjøp boken her ellerStjerneBli abonnent

Bok 23 "Vinterstorm" i salg fra 14. september 2015

vinter.jpg

Ylva får sjokk da noe hun for lengst burde ha forstått, går opp for henne.

 

- Der! Ylva pekte, og Aksel skvatt til.
- Ser du ham? Hvor hen da?
- Nei, men det ligger en gammel husmannsplass der oppe.
- Ah. Det er det forfalne gjestgiveriet der Lise vokst opp.
- Han og kusken kan ha tatt seg dit for å søke ly. Det står vel tomt?
- Det lyder sannsynlig. Men i så fall kan det hende Trondvold sitter i vinduet og holder vakt. Hvis vi rir rett opp på tunet, vil han se oss. Det er best vi binder hestene i skjul, og tar oss usett ned til huset fra skogen.
- Hva om vi rir rundt og kommer oss opp bak låven? Der er det tak som vi kan la hestene få stå under, og vi kan gå i skogkanten rundt, helt bort til huset.
- Godt tenkt. Men Ylva ... Lov meg at du ikke skiller lag med meg. Hold deg alltid i nærheten. Helst skulle jeg ønske du kunne vente ved hestene mens jeg går og undersøker huset, men ...
Blikket hun sendte ham, var svar nok, og han sukket. 

Det regnet ikke like hardt, men stormen rev fortsatt i ville, kraftige tak, så det var godt å komme seg inn i skogen, og i ly av de verste stormkastene.

De senket farten da de nærmet seg huset. Det kunne ikke skimtes noe lys i de glassløse, små vinduene, så om det virkelig befant seg noen der inne, hadde de ikke fått fyr i ildstedet.
Ylva forsøkte å ense om amuletten varslet fare, men så gjennomkald som hun var, klarte hun ikke å bedømme det.
- Det finnes en bakdør, hvisket Aksel i øret hennes.
- Hold deg inntil meg.
- Ja da, svarte Ylva og trakk en pil opp av koggeret. 

Home
Fangen på celle nr. 17
Krøniken om Ylva Alm
Ida Skjelbakkens Forfatterblogg
Utgivelser
Litt om meg
Portfolio
Presse
Kjøp
Kontakt
1700-tallet
Radioreklame

Ida Sunniva Sandaas Skjelbakken - Krøniken om Ylva Alm Schibsted Forlaf
Krøniken om Ylva Alm  - Fangen på celle nr. 17  -  Ida S. Skjelbakken  ©2016